Generalforsamling 2020
Den 26. januar afholdte DKQHA deres ordinære generalforsamling. Der var et flot fremmøde med 25 stemmeberettigede til stede, samt familiemedlemmer og andre interesserede uden stemmeret. Herunder kan du læse et udpluk af de emner, der blev diskuteret på generalforsamlingen.
Valg af ny bestyrelse
Flere af vores bestyrelsesmedlemmer var på valg, og heraf var det kun Rikke Weis, der ikke ønskede genvalg, da hun snart er færdiguddannet, og er usikker på om hun i fremtiden vil have den tid og overskud, som foreningensarbejdet kræver. I stedet blev Susanne Dal Christensen valgt som bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode. Det betød at Susannes suppleantplads blev ledig, og der derfor måtte vælges en ny suppleant for 1 år. Jette Eskelund blev enstemmigt valgt til denne post. DKQHA siger tusind tak til Rikke Weis, der har været foreningens kasserer fra 2016-2018, og desuden har været særdeles aktiv i både DM- og medie- og PR-udvalget. Vi ser frem til at byde Jette velkommen til bestyrelsen, og er glade for at så mange af vores bestyrelsesmedlemmer har lyst til at fortsætte.
På billedet herunder ses DKQHA’s bestyrelse for 2020. Fra venstre: Sofie Lindholm, Rikke von Bülow, Susanne Dal Christensen, Jette Eskelund, Anders Rosenberg og Casper Dohn. På billedet mangler suppleant Julie Søby, der grundet rejse ikke var til stede på generalforsamlingen.
God dialog omkring vigtige beslutninger
De kommende år skal DKQHA tage nogle vigtige beslutninger på den økonomiske front. Det skyldes at den årlige “business plan funding” fra AQHA nedsættes med 27.000 kr. Vi lagde derfor op til dialog med de fremmødte om, hvordan denne situation skal løses. Herunder hvor vi kan spare, samt hvor vi kan øge vores indtjening. Ligeledes kom der gode forslag til at gøre DM mere økonomisk bæredygtigt at afholde, da det genererer et relativt stort underskud, som det bliver afholdt nu.
Gode ideer til DQAF
Udover opdatering af retningslinjerne for det danske futurity, blev der diskuteret fremtidsplaner og nye muligheder. Det blev bl.a. foreslået at undersøge muligheden for at inddrage de 6-8 årige heste i såkaldte “maturity”-klasser.
Markering af foreningens 30 års jubilæum
DKQHA blev grundlagt i 1990, hvilket betyder at foreningen i år markerer sit 30 års jubilæum. I den forbindelse ønskede bestyrelsen at anerkende, et helt særligt medlem af DKQHA. Nemlig Marianne Dal, der var medstifter af foreningen i 1990 og har været aktivt medlem i samtlige 30 år. Bestyrelsesformand Sofie Lindholm overrakte Marianne et livstidsmedlemskab i DKQHA, samt en flot buket blomster. Marianne modtog disse anerkendelser under stående bifald fra de fremmødte. Vedholdende frivillige ildsjæle er der få af, og det er sjældent man møder folk som Marianne, med så stor passion for race og avl.
Relevante dokumenter
Under fanen “Om DKQHA” –> “generalforsamling 2020” kan du nu finde alle relevante dokumenter fra dette års generalforsamling.