Referat fra AQHA Convention 2021
Hvert år afholdes AQHA convention i marts. AQHA convention er foreningens store generalforsamling, hvor bestyrelsesposterne udvælges, de mange forskellige committees og taskforces mødes, rulebook ændringsforslag gennemgås, der uddeles diverse priser og meget andet. DKQHA er repræsenteret minimum hvert andet år med deres International Director. Mange af begivenhederne og møderne til AQHA convention er dog åben for alle AQHA-medlemmer – så man kan som medlem opleve AQHA convention på egen hånd også.
I 2020 blev AQHA convention aflyst grundet Covid-19. I 2021 blev den afviklet nogenlunde normalt i San Antonio, Texas – dog uden mange af de sociale arrangementer og middage. For at tilgodese de internationale medlemmer af AQHA, blev det besluttet at mødet i ”International Committee” skulle afholdes virtuelt på Microsoft Teams kl. 21:00 – 00:00 dansk tid, onsdag den 10. marts. Danmark var ved dette møde repræsenteret af DKQHA International Director, Sofie Lindholm. Poul Møller, der har titlen af International Director emeritus, var også til stede på mødet. Læs Sofie Lindholms referat fra mødet herunder.
“Der var 54 personer til stede på mødet, som blev afviklet og styret af AQHA Director of International Activities, Sierra Kane og International Committee chairman, Nacho de Mendiguren.
Guidelines for mødet og dagsorden blev gennemgået. Herefter skulle der vælges en Committee Chairman for International Committee. Den nuværende chairman, Nacho, ønskede genvalg. 3 andre personer var blevet indstillet til posten, men havde afslået indstillingen, og dermed blev Nacho valgt som Committee chairman uden modkandidater.
Herefter skulle vi behandle et forslag til ændring i regelbogen. Fra den hollandske forening blev stillet et forslag om at tillade afholdelsen af AQHA-godkendte virtuelle shows. Sierra oplyste, at et lignende forslag allerede var sendt til Show Committee, der vil gennemgå forslaget. Der var en kort diskussion om forslaget:
– Det blev understreget, at det er vigtigt at hvis forslaget godkendes, at det implementeres straks, da det ellers ikke vil være relevant længere, da landende så vil begynde at åbne igen i takt med vaccinationer.
– Det blev påpeget, at det kan være en udfordring at gøre virtuelle shows retfærdige, da ryttere kan filme deres ridt mange gange, og så indsende det bedste forslag.
– Seks personer fra international committee tilmeldte sig en task force, der kan arbejde videre med forslaget.
Næst på dagsorden var en general opdatering fra Sierra Kane. Sierra præsenterede de ansatte i den internationale afdeling i AQHA. Herefter præsenterede hun afdelingens præstationer i 2020: Quality Sample Program, international best remuda award, ny forbedret international sektion på AQHA’s hjemmeside, flere oversættelsesprojekter. Finansiering af arrangementer i internationale affiliates via ”educational marketplace funding”. Nye tiltag er desuden, at man kan betale AQHA via paypal.
Desuden er et nyt forslag blevet godkendt, som gør at international affiliates placeres i de forskellige distrikter ud fra flere forskellige både geografiske og kulturelle kriterier. Tidligere er medlemslandene placeret i distrikter udelukkende efter geografi, hvilket bl.a. Israel har været utilfredse med.
Hernæst gennemgår Sierra de forskellige finansieringsmuligheder, som internationale affiliates har. Hun redegør for den mindskede business plan funding (BPF) og forklarer, hvordan de enkelte affiliates kan bidrage til, at denne funding ikke mindskes yderligere.
Hernæst gennemgås referatet fra de to virtual summits, der i februar har været afholdt i Australia-Asia-Africa distriktet, samt i det sydamerikanske distrikt.
Næst på dagsorden var diskussion om Irlands AQHA affiliate (IQHA). Irland står til at miste deres affiliate status, da de ikke har nok AQHA-medlemmer (19 medlemmer, 50 medlemmer kræves). IQHA mener bl.a. at det skyldes at medlemmer fra Nordirland i AQHA’s systemer tæller med under Storbritannien. IQHA mener at det er problematisk, da de reelt udfører arbejde for medlemmer i Nordirland. Der blev diskuteret fordele og ulemper ved dette forslag. Der blev nedsat en taskforce, som vil arbejde videre med dette forslag.
Næste punkt på dagsorden var en orientering fra AQHA om Venezuelas affiliate status, der nu er ophævet, da AQHA ikke har været i stand til at komme i kontakt med foreningen siden 2019, trods talrige forsøg via forskellige kanaler.
Til sidst fik mødet besøg af Katie Reynolds, Director of Youth Development og repræsentanter fra American Quarter Horse Youth Association. De ønskede vores input til, hvordan man kan rekruttere flere youthmedlemmer til AQHA.
Herefter blev mødet afsluttet.”