På søndag den 3. august 2025 afholder DKQHA avlsskue med eksteriørbedømmelse af føl og voksne hopper og vallaker. Det starter kl. 11:00 og foregår på Kumlegaard QHs. Tilskuere er velkomne.
Hvorfor et avlsskue?
Danish Quarter Horse Association blev anerkendt avlsforbund af Fødevarestyrelsen i februar 2022, hvorfor Quarter Horses i Danmark får røde hestepas. Som godkendt raceforbund i Danmark, skal man leve op til forskellige forpligtelser. Man skal have en officiel avlspolitik, der skal leve op til gældende EU-direktiver og dansk lovgivning på området. Og man skal føre stambog, som hesteracen kan optages i, hvis den lever op til de betingelser, man har stillet i avlspolitiken. Formålet er at fremme en sund og korrekt hesterace, der udvikler sig i en positiv retning. Derfor beskriver en avlspolitik hvordan en racetypisk hest bør se ud, den ønskede farve, højde mv. Avlspolitiken forholder sig også til genetiske defekter og arvelige sygdomme, som racen er særligt eksponeret for. Du kan finde DKQHA’s avlspolitk her.
Der er altså flere årsager til at vi afholder avlsskue:
– For at give vores medlemmer en mulighed for at få eksteriørbedømt deres hest af et dygtigt bedømmerpanel. Det er både nyttig viden for avlsdyr og for rideheste. Det kan også øge værdien af din hest, hvis den eksteriørbedømmes med en høj karakter – det betyder at den er godt og korrekt bygget!
– Fordi Fødevarestyrelsen påkræver det, for at vi kan opretholde vores status som anerkendt avlsforbund med røde hestepas i Danmark.
Hvad sker der på søndag?
På søndag afholder vi eksteriørbedømmelse for føl og voksne hopper og vallakker. Vi har fået tilmeldinger fra 4 hopper og 2 vallakker, men ingen føl i denne omgang. Vi starter kl. 11:00 med velkomst og introduktion til dagens program. Herefter skal alle heste mønstres i skridt på hård bund. Desuden får hestene målt stangmål og pibemål. Herefter skal hestene bedømmes én af gangen i ridehallen. De skal fremvises i for hånd i skridt og trav. Derefter slippes de fri og skal fremvises i galop. Dagen slutter omkring kl. 13:00 med annoncering af helhedskarakterer og en præmieoverrækkelse.
Deltagerne får kommentarer fra dommerne, samt en kopi af deres bedømmelse med hjem. Avlsskuet er ikke et show, og der er derfor heller ikke samme dresscode. Hesten skal være almindeligt pænt grommet og kan fremvises i almindelig grime. Fremviser skal være iklædt lange bukser og trøje med ærmer, samt sikre og hovedbeklædning. Avlsskuet er ikke sammenligneligt med en halter-klasse. I halter-klassen sammenlignes din hests eksteriør med andre, men du får ingen konkret feedback på din hests eksteriør.
Hvem er bedømmerne?
I år bedømmes vores avlsskue af en AQHA-dommer, en dansk-uddannet eksteriørbedømmer og en dyrlæge.
AQHA-dommer: Dora Gocze. Dora er både AQHA- og NSBA-dommer, og har arbejdet professionelt med heste i over 10 år. Dora er aktiv showrytter, dommer og underviser, særligt indenfor AQHA- og APHA-regi. Desuden er hun APHA professional horsewoman og har gennemført et “Equine Genetics Course” ved University of Florida.
Udd. eksteriørbedømmer: Irene Darko bor på et landsted på Sydsjælland, og er meget involveret i det danske Trakehner-forbund. Hun har selv 6 Trakehnere, og konkurrerer i dressur på MB-niveau. Hun har været eksteriørdommer siden 2006 (uddannet og anerkendt af Trakehners hovedforbund i Tyskland) og har været på flere eksteriørkurser under Landsudvalget for Heste. Irene er eksteriørbedømmer Trakehner-forbundets hingste- og hoppekåringer, samt dyrskuer og følskuer.
Dyrlæge: Berit Horsted Rasmussen. Berit er uddannet dyrlæge fra Københavns Universitet og driver Brande Dyreklinik. Hun har desuden været dybt involveret i westernsporten igennem en lang årrække, primært i Paint Horse-regi. Berit er både passioneret avler og stævnerytter ved RHR Ranch, som hun driver med sin familie.
Avlsskuer i fremtiden
DKQHA planlægger at holde mindst et avlsskue årligt. Vi er stadig ved at bygge konceptet op, og vise vores medlemmer, hvad avlsskuerne kan byde på. Vi forstår at det kan være mere krævende at transportere et føl end en voksen hest, og bestræber os på i fremtiden at kunne holde flere mindre avlsskuer rundt omkring i landet, i takt med at vores stambog vokser sig større.
Kontakt endelig avlsleder, Sari Knudsen, hvis du har spørgsmål til avlspolitik eller avlsskuer på email sari_knudsen@hotmail.com