Ledige suppleant-poster i DKQHA

Ved næste ordinære generalforsamling, er der to ledige suppleantposter i DKQHA’s bestyrelse, der skal besættes. Alle voksne DKQHA-medlemmer kan stille op på til posten på generalforsamlingen.

Hvad laver man som suppleant?

DKQHA’s bestyrelse består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. I praksis er vi alle 7 fælles om bestyrelsesarbejdet og beslutningerne. Ifølge vedtægterne har suppleanter ikke stemmeret, hvis bestyrelsen skal stemme om noget. De seneste mange år, har der dog ikke været kotume for afstemninger. I stedet taler vi os til enighed.

  • Bestyrelsen afholder 4-6 møder årligt. Ofte 2 med fysisk fremmøde og 2-4 online på Teams. Suppleanterne deltager også på bestyrelsesmøde
  • Som suppleant er man med til at træffe beslutninger, planlægge foreningens budget og planlægge aktiviteter.
  • Som suppleant kan man yderligere melde sig på forskellige frivillige opgaver og aktiviteter, man har interesse for. Det kan fx være DM-udvalget, lave materiale til DKQHA’s sociale medier, søger sponsorer til DM, planlægge Youth Camp osv. Man bliver ikke tvunget til at lave noget, man ikke har lyst til/interesse for.

Hvor meget tid kræver det?

Det er ikke særligt tidskrævende at være suppleant, og arbejdsmængden afhænger naturligvis af hvor mange opgaver og aktiviteter, man ønsker at involvere sig i. Vores bestyrelsesmøder varer som regel 2-4 timer. Udover møderne er der omkring 1 times arbejde månedligt (besvare interne emails i bestyrelsen, godkende nyhedsbreve inden de bliver sendt ud, osv.) + den tid man vil bruge på frivillige opgaver, man involverer sig i.

Alle opgaver kan klares hjemmefra (udover de to bestyrelsesmøder med fysisk fremmøde), selvom det er optimalt hvis man kan deltage på DKQHA’s årlige generalforsamling.

Hvem kan stille op?

Alle voksne medlemmer af DKQHA kan stille op til posten. Det vigtigste er at man har lyst til at lave frivilligt arbejde for Quarterhestens avl, sport og udvikling i Danmark. Der er to ledige suppleantposter – ved den ene post vælges man for en 1-årig periode, og ved den anden post for en 2-årig periode.

Er du interesseret i at stille op?

Du kan blot møde op til DKQHA’s generalforsamling og melde dit kandidatur. Men vi ville sætte pris på at høre fra dig på forhånd, hvis du planlægger at stille op. Hvis du ikke kan deltage på generalforsamlingen, kan du stadig stille op.

Har du spørgsmål eller ønsker at høre mere? Kontakt os på kontakt@dkqha.dk.