Den 25. april afholdt DKQHA den første af to Ranch Workshops i samarbejde med Emilie Bendix Performance Horses. Workshoppen blev afholdt på Little Creek Ranch nær Randers. Der var 14 tilmeldte – oprindeligt både med og uden hest, men grundet kværkeudbrud i Midtjylland, blev workshoppen omdannet til kun deltagelse uden hest.

Dagen startede med fælles morgenmad og forventningsafstemning i rytterstuen. Der var deltagere med på mange forskellige niveauer – fra ryttere, der aldrig har redet ranch-discipliner, til meget rutinerede ranch-ryttere.

Herefter startede den teoretiske del af workshoppen. Emilie gennemgik forskellig teori vedr. ranchdisciplinerne – fra en beskrivelse af de forskellige ranchklasser, regler og påklædning, til patternstrategier, gangarter og hvad dommeren kigger efter. Der var rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs, og deltagerne var meget engagerede og stillede mange gode spørgsmål.

Efter frokosten fortsatte workshoppen med den praktiske del. Deltagerne gik med i ridehallen, hvor Emilie Bendix havde klargjort forskellige ranch-elementer. Emilie tog to meget forskellige heste med i ridehallen, og fremviste og forklarede hvordan man gennemfører de forskellige manøvrer bedst, hvordan man udnytter hestens stærke sider og arbejder med dens svage sider. Der blev forklaret og fremvist, hvordan man placerer sig på hovslaget i en ranch rail-klasse. Deltagerne ved med på banen og havde løbende mulighed for at stille spørgsmål og diskutere udfordringer med deres egne heste, som Emilie kunne fremvise og demonstrere.


Klokken 17 sluttede den praktiske demonstration. Herefter var der lidt opsamling, og butikken Western Outfitter åbnede for deltagerne. Alle fik en goodiebag med plejeprodukter fra Absorbine, sponsoreret af Little Creek Western Outfitter.
På grund af økonomisk støtte fra DKQHA, var deltagerprisen (inkl. 2 måltider, kaffe/te og kage) kun 350 DKK for hele dagen.
Feedback fra deltagerne
“Tusind tak for en super workshop i dag Emilie Bendix Performance Horses og Danish Quarter Horse Association/Lise! Det var fedt at få lov til at nørde i ranch med Emilie og alle de øvrige deltagere. Kan varmt anbefales. Tak for alle de lækre sager til Little Creek Western Outfitter
“
“Det var en rigtig lærerig workshop, hvor vi virkelig gik i dybden med de forskellige ranch-klasser. Der var mange gode diskussioner undervejs, samt tips og tricks til hvordan man kan forbedre sine ridt. Desuden fik vi en virkelig god goodiebag med hjem!”