Har du fået din hingst kastreret, kan du gratis få det opdateret i AQHA’s database og på Certificate of Registration. Der er to metoder til at registrere kastrering:
Metode 1: online registrering af kastrering
Log ind på din bruger på myAQHA.com. Vælg menuen “my horses” og “certificate manager”, som vist herunder. Find den ønskede hest på listen, og registrer kastreringen. Hvis du ikke husker den præcise dato, er det fint at skrive en cirka-dato. (Ældre heste er endnu ikke tilføjet til myAQHA-databasen, og i så fald er du nødt til at registrere kastreringen med metode 2). Så vil det fremgå korrekt i AQHA’s system at hesten nu er vallak. Det vil dog ikke stå korrekt med det fysiske certifikat. Det vil automatisk blive rettet, hvis du sælger hesten og køber får sit nye certifikat. Alternativt kan showsekretær ved DKQHA DM sætte et “gelding” stempel på certifikatet.

Metode 2:
- Udfyld formularen Geldings Statement – her kan du også angive kastrationsdatoen (hvis kendt).
- Send det originale registreringsbevis til AQHA sammen med den udfyldte Gelding Statement.
- Du modtager et nyt bevis, hvor hesten er registreret som vallak.
Alternativt:
Hvis du køber eller sælger en vallak, der stadig står som hingst i registreringen, kan ændringen ske samtidig med ejerskiftet. I Transfer Report-formularen kan du blot krydse af, at hesten er blevet kastreret.
Hvorfor er det vigtigt?
En vallak, der stadig er registreret som hingst, når showresultater indberettes til AQHA, vil blive diskvalificeret i Halter-klasser. Du risikerer desuden at modtage en bøde på op til 100 dollars af showarrangøren, fordi de modtager bøder for at indberette forkerte data.
Derudover er det ikke tilladt at starte hingste i L1 Amateur, Youth og L1 Youth klasser.
Derfor er det vigtigt, at din hest er korrekt registreret som vallak hos AQHA.
AQHAs adresse er følgende:
American Quarter Horse Association
P.O. Box 200
Amarillo, TX 79168
USA
Gratis forsendelse af papirer til AQHA
Hvert år efter DM sender DKQHA en samlet forsendelse af diverse papirer og registreringer fra vores medlemmer til AQHA. Du skal blot komme forbi sekretariatet og aflevere papirerne.
Ved at sende dine dokumenter med i denne forsendelse undgår du selv besværet med at sende breve til USA, samt eventuelle forsendelsesgebyrer og porto – det klarer DKQHA for dig.