Registrering af føl
Når dit føl er født skal det registreres både i USA (AQHA) og i Danmark (SEGES). Allerførst skal føllet chippes. Dernæst skal føllet registreres hos AQHA, før det kan få hestepas i Danmark. Da registrerings-processen i USA kan tage et par måneder, er det en god ide at starte dette så hurtigt som muligt efter føllets fødsel.
Man skal være medlem af AQHA for at registrere sin hest. Hvis dit medlemskab er udløbet, eller du aldrig har været medlem af AQHA før, kan dette ordnes sammen med registreringen. Du kan registrere dit føl virtuelt via AQHA’s hjemmeside, eller med ved at udprinte blanketten og sende til USA. Hvis du aldrig har været medlem af AQHA før, anbefaler vi at du først køber et medlemskab på aqha.com og opretter en bruger. Når dette er på plads, kan du registrere online. Det er $5 billigere at registrere online end med brev. Det er absolut hurtigst at registrere hesten online. (Det er i princippet muligt at registrere uden AQHA-medlemskab, men dette er en meget dyr løsning – det er billigere blot at købe medlemskab og registrering, end at registrere en hest uden at have medlemskab).
Når dyrlægen kommer forbi og chipper føllet, skal du i samarbejde med dyrlægen udfylde SEGES’ “ansøgning om hestepas for Quarter/Paint“. Føllets chipnummer skal bruges i registrerings-formularen hos AQHA. Ansøgningen skal dog først indsendes til SEGES, når AQHA-registreringsprocessen er afsluttet.
Virtuel registrering
Log ind på www.aqha.com. Klik på “registration” som vist herunder.
Udfyld al information, som AQHA beder om. Under genetisk test, skal du vælge de genetiske tests du ønsker på dit føl. For de fleste føl er “disease panel test with DNA” nødvendigt. Her testes for 6 forskellige arvelige sygdomme (6-panel test) og hestens forældre bekræftes. Hvis hesten er undfanget ved naturlig bedækning, er det muligvis ikke nødvendigt med DNA-test. Her kan du læse, hvilke heste, der skal DNA-testes. Desuden kan du tilvælge forskellige farvetests, hvis du ønsker at vide mere om dit føls farvegenetik. Du skal også sende billeder af afkommet. Her kan du finde AQHA’s guide til hvordan billederne skal tages.
VIGTIGT! Når du sender en hårprøve til DNA-test med posten, så skal du udfylde dette import-dokument og sende sammen med hårprøven. På side 4 i dokumentet er der en vejledning.
Under betaling kan du indtaste “ONLINEREG” i promo-code feltet og modtage $5 rabat på din registrering.
Du vil modtage en kvittering på mail, når købet af gennemført. I løbet af få dage vil du desuden modtage et “DNA-kit” på e-mail. E-mailen beskriver hvordan du indsender hår til genetisk test. Når den genetiske test er gennemført, sender AQHA dig resultatet på e-mail. Herefter udskrives hestens registreringscertifikat og sendes til dig med posten.
Registrering med posten
Print denne blanket ud og udfyld al nødvendig information. Det er vigtigt at alt udfyldes korrekt. Hvis det ikke udfyldes korrekt, kan processen blive betydeligt forlænget. Bemærk, at du skal vedlægge billeder af hesten. Når AQHA har modtaget din registreringsblanket, vil de sende et DNA-kit til dig på e-mail. E-mailen beskriver hvordan du indsender hår til genetisk test. Når den genetiske test er gennemført, sender AQHA dig resultatet på e-mail. Herefter udskrives hestens registreringscertifikat og sendes til dig med posten.
Registrering i Danmark/SEGES
Når du har modtaget Certificate of Registration (registreringsbeviset fra AQHA) er du klar til at få udstedt hestepas på dit føl. Dette gøres ved at indsende den “ansøgning om hestepas”, som du har udfyldt sammen med din dyrlæge ved chipning. Denne skal sendes til SEGES sammen med det originale registreringsbevis fra AQHA. Når SEGES har modtaget dit brev sender de en faktura til dig. Prisen i 2024 er 540 kr. inkl. moms. Når du har betalt sender SEGES føllets røde hestepas og registreringsbevis fra AQHA retur til dig.