Introduktion
DKQHA’s formand og international appointed representative, Sofie Lindholm, er netop vendt hjem fra AQHA’s årlige convention. I år blev den afholdt i Las Vegas, Nevada. Herunder beskriver Sofie sine oplevelser og viderebringer vigtig information. Beretningen er opdelt i to dele. Del 1 er en beretning, skrevet med formandsbrillerne på – hvilke emner blev diskuteret, hvad blev besluttet, hvilket udbytte har foreningen haft af Sofies deltagelse. Del 2 er en mere personlig rejseberetning om Sofies oplevelser til AQHA Convention.
Hvad er AQHA Convention?
Læs mere om hvad AQHA Convention er, hvem der deltager, hvad der sker og hvordan AQHA som organisation er opbygget. På dansk. På engelsk.
Del 1 – formandens beretning
Der var i alt omkring 1000 deltagere på dette års convention, herunder omkring 850 medlemmer (resten af AQHA staff og business partners). Der var deltagere/repræsentanter fra følgende lande: Argentina, Australien, Østrig, Belgien, Brasilien, Canada, Kina, Columbia, Costa Rica, Tjekkiet, Denmark, Dominikanske republik, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Israel, Italien, Mexico, Holland, Panama, Paraguay, Polen, Sydafrika, Schweitz og Uruguay. AQHA affiliates skal deltage mindst hver 2. år, og især de mindre affiliates benytter denne regel af økonomiske årsager.
Torsdag var der nogle enkelte møder og receptioner på programmet. Fredag formiddag blev der afholdt ”equine industry workshop”. Konceptet var 4 x foredrag/workshops á 30 minutters varighed. Man bevægede sig rundt mellem de 4 foredragssale. De fire temaer var ”forsikring af heste og hesterelaterede forsikringer”, ”fodring af seniorhesten på +15 år”, ”American Horse Council om quarterhestens betydning for amerikansk økonomi” og ”regler og procedurer for frosne embryoner i AQHA”. Imponerende forskning fra 2023 viser at Quarter Horses bidrager med 38 mia. dollars årligt til en amerikanske økonomi (direkte og indirekte, fx via løn til ansatte på ranches, køb af foder, mv.)
Fredag eftermiddag var der ”affiliates round table” – et seminar målrettet både lokale og internationale affiliates. AQHA’s præsident og vicepræsident holdt inspirerende taler om hvorfor affiliates er så vigtige for AQHA. AQHA vicepræsicent opfordrede affiliates til at lægge mere fokus på ”recognition”, altså anerkender medlemmer og deres præstationer mere. Folk sætter pris på at blive anerkendt for deres involvering, hvad enten det er i avl, shows eller fritid. Herefter ideudvekslede vi ved bordet. Jeg sad til bords med repræsentanter fra Tjekkiet, Irland og South Dakota. Vi talte bl.a. om kommunikation og SoMe, hvordan man kan få input og feedback fra medlemmer såvel som ikke-medlemmer, og hvordan man kan lægge en god strategisk plan for sin affiliate. Ved slutningen af seminaret går en repræsentant fra hvert bord op på scenen og præsenterer nogle af drøftelserne.
Herefter blev der afholdt forskellige receptioner, bl.a. ”International Reception”, hvor DKQHA modtog en mønt for vores 30-års jubilæum som godkendt AQHA-affiliate.
Aftenen sluttede af med FEQHA-møde med alle de europæiske deltagere på convention. Da mødet ikke afholdes i Europa er det ikke er officielt møde, hvor der kan træffes beslutninger. Formanden gav en kort opdatering på aktiviteterne i FEQHA, jeg gav en status på økonomien (i kraft af min rolle som FEQHA’s kasserer) og fortalte om European Team Cup.
Lørdag formiddag gik med ”general members meeting part 1”. Det er selve generalforsamlingsdelen af convention. På generalforsamlingens første del var der bl.a. korte oplæg fra sponsorer, præsidentens beretning, gennemgang af AQHA’s økonomi og beretning fra AQHA’s CEO. Nogle udvalgte pointer fra generalforsamlingen:
- AQHA er blevet en mere attraktiv arbejdsplads. Med CEO, Karl Stressman i front, er arbejdsmiljøet blevet bedre, og AQHA har lettere ved at rekruttere personale.
- MyAQHA er i konstant udvikling, og der er blevet tilføjet mange brugbare funktioner det seneste år.
- I 2023 blev der registreret 93.000 nye quarterheste, og er blev foretaget 125.000 ejerskifte.
- AQHA har ansat et eksternt konsulentfirma, hvor to konsulenter undersøger AQHA’s mulighed for medlemsvækst, da medlemstallet er stagneret.
- Ranch er den gren af AQHA, der oplever størst vækst lige nu – AQHA kalder det ”yellow stone-effekten”.
Om eftermiddagen blev der afholdt møde i ”international committee”. Her bliver alle regelbogsændringer, med relation for internationale medlemmer diskuteret. Australien fremsatte et forslag om at medlemmer, der har taget en australsk dommeruddannelse (men ikke en AQHA-dommeruddannelse) kan beholde deres amateur-status. Forslaget blev afvist. Et fælles Europa fremsatte et forslag om at sænke kravene for L1-udklasning, så man bliver udklasset hvis man vinder en klasse til Europamesterskaberne (også L1-klasser) eller til Q (de tyske mesterskaber). Forslaget blev godkendt.
”International drug testing task force” præsenterede deres endelige konklusion, nemlig at fastholde de nuværende regler for drug testing, da det vurderes at doping/drugs er et yderst sjældent fænomen i internationale affiliates. Der er derfor ikke brug for systematisk drug testing, men muligheden for at foretage drug test bevares. Desuden skal AQHA udvikle mere informativt materiale om drugs for ryttere, show officials og affiliates.
Herefter blev der afholdt ”Youth World Cup”-møde. Stævnets fremtid blev diskuteret. Det er dyrt og meget, meget tidskrævende at planlægge en YWC. Den primære ansvarsperson i USA er blevert alvorligt syg, og kan derfor ikke bære ansvaret længere. Hun havde fremsendt noget materiale om hvordan man arrangerer en Youth World Cup, så andre kan overveje at påtage sig ansvaret.
Da dagens møder var slut, var der receptioner og efterfølgende ”convention party”.
Søndag formiddag fortsatte mødet i International Committee. Det sluttede før frokost, hvorefter der blev afholdt endnu et Youth World Cup-møde. Resultatet blev at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal forsøge at fremtidssikre stævnet. Arbejdsgruppen består af personer fra forskellige lande, der har været involveret i planlægningen af stævnet i løbet af de seneste 20 år. Desuden blev det besluttet at Youth World Cup tidligst bliver afholdt igen i 2026. Søndag eftermiddag skulle jeg til interview og afholde tale foran den committee, der vurderer director-ansøgere. Panelet består bl.a. af AQHA past presidents, AQHA Chief Legal Officer og andre erfarne AQHA-directors. Det gik heldigvis godt, og jeg blev indstillet som Director.
Mandag stod på anden halvdel af AQHA’s generalforsamling, der primært handler om at stemme om de forskellige regelbogsændringsforslag. Jeg havde haft et regelbogsændringsforslag med, fordi jeg ønsker mere frie tøjler når man skal have AQHA-godkendt sit show. Mit forslag var at man skal kunne søge om at afholde “special event”, hvor man helt selv kan vælge discipliner, antal dage og antal dommere. Med de nuværende regler kan et special show kun inkludere én dommer og to discipliner. Mit forslag blev desværre ikke godkendt helt som jeg havde foreslået, men det blev besluttet at udvide reglerne, så et special show kan inkludere 3 forskellige discipliner – så det er da et skridt på vejen! Derudover vælges AQHA’s bestyrelse om mandagen. AQHA’s bestyrelse består af 5 medlemmer, der hvert år roterer ”et trin op”. Så ens 5. år i bestyrelsen bliver man præsident, og det 6. år er man ude af bestyrelsen igen. Det nyvalgte bestyrelsesmedlem i 2024 er Ross Roark. Her blev jeg også officielt valgt som AQHA director.
Jeg sluttede Convention af med en orientering for nyvalgte AQHA directors.
Del 2 – Sofies rejseberetning
Jeg rejste fra København tidligt torsdag morgen, og med en mellemlanding i Frankfurt og en forfærdelig turbulens over Las Vegas, landede vi endelig torsdag eftermiddag lokal tid. Min søster rejste med, da vi efter Convention skulle holde ferie sammen. I lufthavnen mødte vi Anja Pen, der nu repræsenterer den hollandske forening, men tidligere har boet og konkurreret i Danmark – og stadig snakker fremragende dansk 😊 Vi fulgtes til hotellet, South Point Hotel & Casino og efterfølgende ind til centrum for aftensmad.
Fredag vågnede jeg allerede kl. 5, og fra kl. 9 gik det løs med det faglige program, som beskrevet ovenfor. Det bliver kun sjovere at deltage for hvert år, fordi man efterhånden kender de andre deltagere virkeligt godt. Så det er så dejligt at få sludret med alle sine AQHA-venner igen! I frokostpausen var der tid til at gå forbi arenaen, hvor der blev afholdt et stort roping-stævne den weekend.
Efter det faglige program blev der afholdt ”international reception”. Alle er altid velkomne til alle receptioner, men ofte er de enten målrettet en bestemt gruppe. Ved denne reception blev der uddelt anerkendelser til jubilar-affiliates – og DKQHA er en af dem. Vi fik nemlig vores affiliate-status i 1994, og fejrer dermed 30-års jubilæum Det markeres med denne flotte mønt! Næste reception var ”President’s reception”, hvor der også serveres let aftensmad. Jeg spiste med Norman og Lorraine (past presiden + hustru, der besøgte DK i 2021 og nu er blevet mine gode venner). Norman og Lorraine introducerer mig altid til alle deres kontakter og tager varmt imod mig. Efter FEQHA-mødet fik jeg drukket et par drinks med repræsentanterne fra Østrig, Holland, Tyskland, Schweitz og Uruguay.
Lørdag stod i arbejdets tegn – med generalforsamling, møde i International Committee og Youth World Cup-møde. Frokosten var særlig, det var nemlig ”AQHA foundation luncheon”, hvor de nye inductees til AQHA Hall of Fame blev annonceret. Desuden blev der indsamlet og doneret over en halv million danske kroner til AQHA foundation. Efter det faglige program var der en reception bl.a. målrettet mig 😊 Nemlig AQHYA Young Alumni Reception. Her var der en lille cocktail-workshop og ellers bare mingling. Særligt med de jævnaldrende medlemmer fra USA, der også laver foreningsarbejde. Vi deler en særlig interesse og fællesskab! Herefter var der AQHA Convention Party. Her er der en middag og livemusik. Jeg spiste middag med repræsentanterne fra Israel, Australien og Finland. Resten af aftenen brugte jeg med den nyvalgte præsidents familie. Han har 7 børn, flere af dem i min alder, der alle deltog på Convention. Så kom jeg også ud at danse!
Søndag morgen startede med ”church service”. Naturligvis frivilligt, men det er spændende at opleve alt den amerikanske kultur man kan komme til. Så her blev sunget salmer, religiøse countrysange og afholdt en prædiken. Det faglige program sluttede sidst på eftermiddagen, hvorefter jeg kunne få afsluttet FEQHA’s 2023-regnskab med vores revisor. Søndag sluttede af med mit yndlings-arrangement! ”AQHA Breeders Recognition Banquet”, hvor vi hylder avlere, der har nået forskellige milepæle. Bl.a. familier/personer, der har avlet quartere i 50 og 75 år! Det er meget rørende at høre deres historier, og opleve hvordan quarterhesten har været en del af familier gennem generationer. Flere af modtagerne har avlet mere end 1000 quarterheste!!
Under mandagens generalforsamling blev jeg officielt valgt som Danmarks AQHA director, og derfor blev jeg kaldt på scenen for at modtage min ”Director’s pin”. Den er lillebitte, men der ligger utroligt meget værdi og anerkendelse i den. Så den ser jeg virkeligt frem til at bære på næste års convention. Ved en 16-tiden havde jeg fået sagt farvel til alle, og satte kursen mod et mere centralt hotel, Flamingo Casino & Hotel, hvor min søster og jeg tilbragte 3 dages ferie. Torsdag eftermiddag fløj jeg hjem og landede i Aarhus igen natten mellem torsdag og fredag.