Introduktion
DKQHA’s formand og international appointed representative, Sofie Lindholm, er netop vendt hjem fra AQHA’s årlige convention. I år blev den afholdt i Fort Worth, Texas. Herunder beskriver Sofie sine oplevelser og viderebringer vigtig information. Beretningen er opdelt i to dele. Del 1 er en beretning, beskrevet med formandsbrillerne på – hvilke emner blev diskuteret, hvad blev besluttet, hvilket udbytte har foreningen haft af Sofies deltagelse. Del 2 er en mere personlig rejseberetning om Sofies oplevelser til Convention.
Hvad er AQHA Convention?
AQHA Convention er en stor årlig konference og generalforsamling. Til Convention er der mange forskelligartede aktiviteter. Der er foreningsrelaterede aktiviteter: præsidentens rapport, behandling af forslag til regelbogsændringer, valg af nye bestyrelsesmedlemmer, præsentation af AQHA’s økonomi, behandling af forslag til regelbogsændringer, osv. Derudover afholdes møder i AQHA’s forskellige udvalg (committees). Sofie repræsenterer DKQHA i International Committee. Derudover afholdes forskellige seminarer og workshops, ofte med et foreningsperspektiv. Til slut er der mange sociale aktiviteter, for at bidrage til at skabe gode rammer for at danne relationer på tværs af interesser, stater og lande.
Del 1 – formandens beretning
Der var i alt 800 deltagere på dette års convention. Der var deltagere/repræsentanter fra følgende lande: USA, Canada, Chile, Mexico, Argentina, Brasilien, Costa Rica, Japan, Kina, Australien, New Zealand, Tyskland, Sverige, Norge, Danmark, Luxembourg, Belgien, Spanien, Italien, Ungarn, Israel, Slovenien, Schweiz og UK.
Torsdag var der nogle enkelte møder og receptioner på programmet. Fredag formiddag blev der afholdt ”equine industry workshop”, der primært henvendte sig til amerikanske medlemmer. Fredag eftermiddag var der ”affiliates in motion rally” – et seminar målrettet både lokale og internationale affiliates. To repræsentanter fra AQHYA startede med et inspirerende oplæg, der satte nogle tanker i gang, omkring HVORFOR vi laver foreningsarbejde, ”think about the WHY”. Herefter var der oplæg fra Montana Silversmiths, der har udvikles en særlig rabataftale, som AQHA affiliates kan benytte sig af. En amerikansk just og AQHA director holdt oplæg med titel ”affiliate legal & financial responsibilities”, dog fra et amerikansk perspektiv. AQHA Director Emeritus fra Iowa holdt et spændende oplæg om AQHA horseback riding programme, der er et super tilbud til ryttere, der ikke rider shows. Seminaret sluttede af med ”round table discussions”, hvor vi fik mulighed for at brainstorme gode ideer til forskellige affiliate-emner, som vi efterfølgende præsenterede for hinanden på scenen. Der blev bl.a. brainstormet inden for emnerne ”rekruttering af nye bestyrelsesmedlemmer”, ”affiliates brug af SoMe” og ”hvordan man fastholder medlemmer”. Dagen sluttede af med receptioner.
Lørdag formiddag gik med ”general members meeting part 1”. Det er selve generalforsamlingsdelen af convention. På generalforsamlingens første del var der bl.a. korte oplæg fra sponsorer, et oplæg fra Miss Rodeo America, uddeling af buckles til internationale affiliates med runde jubilæer, præsentation af årets ”AQHA professional horseman og horsewoman”, præsidentens beretning, gennemgang af AQHA’s økonomi og afsløring af AQHA hall of fame inductees 2023. Nogle udvalgte pointer fra generalforsamlingen:
- Member experience: i 2021 tog det 100 dage at få behandlet en henvendelse (fx ejerskift eller registrering). Nu tager det maksimalt 2 uger, og ofte under 1 uge.
- Den nye platform, MyAQHA, er lige på trapperne og i konstant udvikling.
- Der blev afholdt 2.200 AQHA shows i år 2022, hvilket nærmer sig niveauet fra før Covid.
Det var desuden her at jeg modtog to awards.
Om eftermiddagen blev der afholdt møde i ”international committee”. Her bliver alle regelbogsændringer, med relation for internationale medlemmer diskuteret. Når AQHA’s bestyrelse har truffet en endelig beslutning om de forskellige regelbogsændringer, så opdaterer jeg med en artikel på hjemmesiden. Der blev desuden afgivet status fra task force om international drug testing. De ønsker et år mere til at arbejde videre med dette, før de er klar til at komme med et regelbogsforslag. Desuden skulle vi behandle Chiles affiliateansøgning. Chile har 306 registrerede quarterheste og 30 AQHA-medlemmer, hvilket kvalificerer dem til en såkaldt ”developing affiliate status”. Denne status blev de tildelt, og de har nu 3 år til at nå kravene for at opnå fuld affiliate-status. For en 4-5 år siden, blev et regelbogsforslag godkendt, der skulle lave et særligt udklasningssystem for internationale medlemmer. Det er aldrig blevet implementeret, fordi AQHA’s software ikke var klar til at håndtere pointsystemet. Det viste sig, da emnet blev debatteret til mødet, at AQHA’s ansatte havde misforstået, hvad forslaget egentligt gik ud på, og derfor har troet at forslaget var mere kompliceret end den reelt er. Det skyldes udskiftning i ledelsen lige efter forslaget blev godkendt. Nu, da forvirringen er opklaret, forventes det faktisk at det særlige internationale udklasningssystem kan blive iværksat snarest – måske med 2024-regelbogen. Da dagens møder var slut, var der receptioner og efterfølgende ”convention party”.
Søndag formiddag var der afsat tid til committee-møder, men da international committee allerede var færdige med vores dagsorden, brugte jeg formiddagen på at mødes med andre internationale repræsentanter til sparring og ideudveksling. Om eftermiddagen deltog jeg i et informationsmøde om Youth World Cup, så jeg kunne bringe alt den nyeste information med hjem til vores landshold.
Mandag stod på anden halvdel af AQHA’s generalforsamling, der primært handler om at stemme om de forskellige regelbogsændringsforslag. Derudover vælges AQHA’s bestyrelse om mandagen. AQHA’s bestyrelse består af 5 medlemmer, der hvert år roterer ”et trin op”. Så ens 5. år i bestyrelsen bliver man præsident, og det 6. år er man ude af bestyrelsen igen. Det nyvalgte bestyrelsesmedlem i 2023 er Lori Bucholz. Det er 4. gang i AQHA’s historie, at en kvinde vælges til bestyrelsen.
Del 2 – Sofies rejseberetning
Jeg rejste afsted fra København tidligt torsdag morgen, og med en mellemlanding i Helsinki og en laaaang kø til pas- og visumkontrol i Dallas Airport, kom jeg frem til Omni Hotel i Fort Worth ved 17-tiden lokal tid, torsdag aften. Jeg fik set mig omkring på hotellet og opdateret foreningens SoMe, inden jeg mødtes med Ann-Elizabeth Tebow. Ann-Elizabeth er en jævnaldrende veninde, som jeg første gang mødte til Youth World Cup i Australien i 2016, og lærte rigtigt at kende ved sidste års convention. Hun har lavet meget frivilligt arbejde i AQHYA, og er medlem af ”Youth Activities Committee”. Hendes far sidder desuden i AQHA’s bestyrelse, og skal være AQHA’s præsident i år 2025. Vi kørte ind til Stockyards, den gamle del af Fort Worth, hvor bl.a. mange klassiske westernfilm er optaget. Vi fandt en restaurant med mange lokale specialiteter, så jeg fik prøvet noget klassisk sydstatsmad.
Fredag tog jeg igen ind til Stockyards, hvor jeg stødte på de to repræsentanter fra Luxembourg, Marco Stors og Frank Stelmes. Jeg fik lavet lidt shopping og set en flok long horn cattle blive drevet gennem hovedgaden. Tilbage på hotellet, hvor jeg mødtes med de fleste internationale repræsentanter. Vi deltog i ”Affiliates in Motion rally”, beskrevet i del 1 af beretningen. Hernæst blev der afholdt ”president’s reception”. Her inviterer AQHA’s præsident alle convention-deltagere på et let måltid og cocktails. I den forbindelse fik jeg hilst på mange af de bekendtskaber, jeg fik ved sidste års convention. Om aftenen tog jeg igen til Stockyards sammen med repræsentanterne fra Norge, Sverige, Luxembourg og Italien. Vi ville nemlig se rodeo! Det var en virkeligt sjov aften, hvor vi fik set mange forskellige rodeodiscipliner!
Lørdag morgen startede ud med første del af AQHA’s generalforsamling, kaldet ”general members meeting”. Indholdet er beskrevet i del 1. Her blev jeg kaldt til scenen to gange, for at modtage to helt særlige awards. Den første award var en ærespris, som tildeles et medlem af AQHA, der har gjort et usædvanligt frivilligt arbejde. Jeg havde absolut ingen ide overhovedet om, at jeg ville få tildelt denne pris. Men pludseligt kaldte AQHA’s præsident, Dr. Scott Myers, altså mit navn. Det var helt utroligt overvældende, og jeg rystede over hele kroppen! Det er suverænt et af mit livs bedste oplevelser og suverænt mit livs største præstation. Derudover blev jeg tildelt AQHA Emerging Leader Award 2023. Begge plaketter er kommet med hjem i kufferten – men de lå på hovedpuden ved siden af mig i USA, inden de blev pakket ned 😊
Efter generalforsamlingen var det blevet tid til mit møde i international committee. Vi kom fint igennem dagsorden og fik diskuteret flere spændende regelbogsændringsforslag. Dernæst var det blevet tid til ”Convention Party”, med mad, drink, livemusik og dansegulv. Jeg deltog i festen et par timer, inden jeg tog ind på en bar i Fort Worth med Ann-Elizabeth Tebow, Brock Murphy og Justin Halvorson. Brock var også på Team USA til Youth World Cup i 2016. Både Brock og Justin er en del af ”political action committee”.
Søndag var der afsat tid til mere møde i international committee, men da vores dagsorden ikke var så lang i år, blev vi færdig allerede om lørdagen. Om formiddagen holdt jeg i stedet møde med AQHA’s internationale afdeling, og efterfølgende med Sverige og Norges repræsentanter. Vi fik brainstormet på nogle nye ideer til, hvordan de nordiske affiliates kan arbejde tættere sammen. Jeg fik testet AQHA’s nye medlemsportal, MyAQHA, og sluttede dagen af med at deltage i et informationsmøde om Youth World Cup.
Så var det blevet tid til hjemrejse. Der er også aktiviteter om mandagen, men jeg kunne desværre ikke holde mere fri i år, pga. mit arbejde. Jeg fløj fra Dallas søndag aften, og med en mellemlanding i London kom jeg hjem til København ved 20-tiden mandag aften.