DKQHA’s formand, Sofie Lindholm, deltager i øjeblikket til AQHA Convention. I den forbindelse har Sofie modtaget to meget særlige anderkendelser fra AQHA.
Først og fremmest blev Sofie tildelt den meget særlige “Presidents Award”. Kun 2 personer modtager denne helt særlige anerkendelse, som tildeles AQHA-medlemmer, som har gjort et ekstraordinært frivilligt arbejde for AQHA. Det er udelukkende AQHA’s præsident, der beslutter hvem der skal modtage denne award, og der er ingen nomineringsproces. AQHA President Dr. Scott Myers satte nogle ord på sit valg, og fremhævede bl.a. følgende: At Sofie er verdens yngste AQHA affiliate president nogensinde, og at hun allerede har haft stor indflydelse hos AQHA, bl.a. ved at få gennemført regelbogsændringer. Sofie lægger et enormt stort stykke frivilligt arbejde i DKQHA og AQHA, bl.a. ved at være frivillig til alle danske AQHA-stævner og tilbyde folk hjælp til papirarbejde, registreringer og generelt med kontakten til AQHA. Sofie er en stor inspiration for andre AQHA-medlemmer, og et fantastisk eksempel på hvilken værdi frivilligt arbejde tilfører AQHA.
Dernæst har Sofie modtaget den prestigefyldte pris “AQHA Emerging Leader” 2023. Prisen uddeles hvert år til AQHA Convention og tildeles medlemmer i alderen 21-35 år, der har udvist særligt talent og evner indenfor ledelse i hesteindustrien. Det kan både være i form af frivilligt foreningsarbejde, forskning og videnskab, innovation m.m. AQHA tildeler prisen til medlemmer de ønsker at hædre og fremhæve, for at have gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats og for at være gode forbilleder for andre.
Sofie Lindholm blev tildelt denne pris og den dertilhørende plakette ved AQHA Convention 2023. Det blev fremhævet, at hun bl.a. er blevet udvalgt som Emerging Leader på grund af følgende årsager: Sofie er den yngste formand for en AQHA affiliate nogensinde, og var blot 21 år da hun blev valgt som formand. Sofie er dygtig til at kommunikere, visionær og ikke bange for at afprøve nye ideer og tiltag. Sofie har arbejdet hårdt for at skaffe funding gennem Quality Sample Program (QSP), hvilket betød at DKQHA i 2021 blev tildelt knap en halv million kroner til indkøb af sæd. I den forbindelse fik DKQHA besøg af AQHA’s præsident, og her planlagde Sofie 3 dages spændende program, med ranch-besøg, dansk kultur og oplevelser. I 2022 fik Sofie et regelbogsændringsforslag vedtaget, som kommer til at gøre det lettere for Europæiske youthmedlemmer at deltage i AQHA-stævner. Sofie blev nomineret til denne pris af Heidi Nørbæk, med anbefalingsbreve fra AQHA Past President, Norman Luba og tidl. direktør i AQHA’s internationale afdeling, Sierra Kane.