2017 – Euro Cup

FEQHA Euro Cup fandt sted d. 14-16 juli i Le Pin lige øst for Paris. I år stillede Team Danmark med hele 11 equipager – 4 holdryttere på Youthholdet, 5 holdryttere på Amateurholdet + 2 individuelle Amateurryttere. Super fedt, at have så mange danske ryttere og heste til start! Danmark deltog sidste gang i Euro Cuppen i 2011, så det var rigtig flot at kunne sende både et Youth- & Amateurhold.

Hele Team Danmark ved Award Ceremony søndag, foto: GREG NIRO PHOTOGRAPHY

Hele Team Danmark danser linedance til åbningsceremonien iført skjorter sponsoreret af: Stars & Stripes

Her har vi samlet resultater og beretninger fra de forskellige ryttere:
YOUTH TEAMET: Samlet SØLVVINDER for hold ud af 9 hold!!

Alberte Mathiesen & Hot Chex N Cash (holdrytter):
“Turen til Eurocup, Frankrig har været en virkelig fed oplevelse! Både sammenholdet i youthgruppen og alle danskerne sammen. Vi i youth har haft det sjovt sammen, og har hjulpet hinanden med, hvad vi nu kunne. Vi har også været der for hinanden når vi fx har været lidt irriteret over hesten havde skabt sig lidt åndssvagt inde i arenaen. Alt i alt har youth haft det sjovt.
Jeg showede i: Trail, Western Riding, Reining og Ranch Riding.
Chexy er en reiner så selvfølgelig har trailen været svær, og vi har selvfølgelig gjort alt hvad vi har kunnet for at blive bedre! Western Riding er vi først lige påbegyndt, så det har også været en udfordring for os, men vi kom okay godt igennem pattern. Reining er jo vores favorit disciplin, så der kunne jeg ikke have bedt om mere, end det han gav. Ranch Riding er en af de discipliner jeg har redet noget tid, men stadig ikke overdrevet lang tid, så der gjorde vi i hvert fald alt hvad vi også kunne.
Jeg fik én placering i top 10 og det var i Reining, hvor jeg kom på en 6. plads, hvilket jeg er meget stolt af. I de andre discipliner kom jeg desværre udenfor top 10, men jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.
Jeg takker alle fra både Youth og Amateur for et godt sammenhold og samarbejde. Stor tak til DKQHA for støtten. Jeg vil i den grad også gerne takke youth-holdets fantastiske træner Pernille Bendix, som har hjulpet virkelig meget både før og i den grad under Eurocuppen. Alt i alt har det været en fantastisk tur med dejlig dansk stemning. :-)”

Emilie Bendix & Cowboy Peppy Badger (holdrytter):
“Eurocup var en kæmpe oplevelse, jeg fik lov til at dele med mange dejlige mennesker. At tage sin helt egen hest med til et så stort internationalt stævne for at repræsentere Danmark er vildt. Det er et ønske jeg længe har haft, og nu kom det endelig med hårdt arbejde og træning til sit mål. Det var vidunderligt at kunne deltage i alle 9 discipliner og i 6 ud af de 9 være i top 5. Vi opnåede en sølvmedalje i Hunt Seat, og en bronzemedalje i Showmanship. To klasser, der både er svære mht. opstilling og udførelse af pattern. To klasser jeg får meget op i, og er derfor super glad for resultaterne. Mini T er en absolut stjerne, og jeg er stolt af ham.
Hele det danske hold gjorde sit bedste, og med alles arbejde, opnåede det danske ungdomslandshold at blive Reserve Champion. For at det danske youth hold har kunnet nå sit mål, har vi fået meget hjælp.
– Tak til Amateurholdet, for dejligt selskab og forblændende opbakning!
– Tak til Cédric for ekstra hjælp med grooming og ridning.
– Tak til forældrene, der under hele Eurocup har løbet fra a til b for at hente vand og mad til både hest og rytter. Tusind tak, det havde ikke været muligt uden jer.
– Sidst men ikke mindst tak til vores landstræner Pernille Bendix. Hun har lagt hårdt arbejde og frivillig tid til side til os, for at vi og vores heste kunne performe vores bedste. TAK.”

Michaela Narvsted & VS Codes R Red (holdrytter):
“Eurocuppen var for mig og Fred vores første udenlandske stævne. Jeg har haft Fred i lidt over 8 måneder, og det var vores 6. stævne sammen, så vi habde ingen forventninger. Fred har ikke været den nemmeste, men hold da op, hvor han overraskede til Eurocuppen. Eurocuppen var et helt fantastisk stævne. Fred opførste sig eksemplarisk, og jeg kunne virkelig ikke have bedt om mere. Han gav alt, hvad han kunne, og det i sig selv, er en kæmpe sejr for mig. Men resultaterne gør det bestemt i værre. I showmanshippen fik vi en 5. plads, i Trail gjorde Fred sit bedste, og her blev det til en bronzemedalje, det er klart den medalje jeg er aller gladest for. Samme dag red vi også hunter og hunt seat. I hunteren gik det over alle forventninger, og vi fik Dannebrog til tops og en GULDmedalje i hus. I hunt seaten blev Fred desværre forskrækket for dommerne, som pludselig sad ved væggen, og det blev derfor udenfor top 10. Søndag morgen startede vi med horsemanship, hvor vi begge gav vores bedste og her hørte vi nationalmelodien for 2. gang og en GULDmedalje mere. I pleasuren var Fred ved at være træt og var lidt en bandit, men han gjorde sit bedste og en 3. GULDmedalje kom i hus. Sidste klasse var så ranch riding, og selv om Fred jo er en pleasurehest, så gjorde han det virkelig godt. Vi har slet ikke øvet ranch riding, så han tog det virkelig pænt, desværre udenfor top 10, men det er helt okay når ikke man er så hurtig på benene. Så for os gik Eurocuppen over alle forventninger, og jeg kan ikke takke Fred mange gange nok for alt det han gjorde. 🙂
Til sidst en kæmpe tak til landstræner Pernille og de allerbedste holdkammerater, som alle kæmpede og gjrode deres bedste. Alle resultaterne gjaldt og det indløste en mega flot sølvmedalje til holdet. Tak til alle sponsorerne, som støttede holdet, og specielt en stor tak til DKQHA, som gjorde det muligt at komme afsted til Euro Cuppen.”

Jacob Hofman & CheckMyOutDouble (holdrytter):
Jacob og “Vince” red sig super flot til en 2. plads og en sølvmedalje i Youth Pleasure i Eurocuppen!

AMATEUR TEAMET: Samlet 4. plads ud af 6 hold!

Astrid Gunlev & ZipsInvitationToGold (holdrytter):
“Eurocuppen i Le Pin har været en kæmpe oplevelse for mig selv og min 5-årige Zipsinvitationtogold. Turen i sig selv, omgivelserne, konkurrencen og ikke mindst den fantastiske holdånd på det danske Amateur Team har været en kæmpe motivation til at gøre vores ypperste i alle vores klasser. Der har på denne tur været et fantastisk sammenhold og super god undervisning og coaching fra vores trænier Cédric Leroux. Med baggrund i dette, er jeg særdeles tilfreds med vores resultater til dette stævne, særligt i forhold til at Ivan og jeg havde vores debut i Horsemanship og red Hunt Seat for 2. gang nogensinde. Desuden havde vi det super sjovt med både Amateur teamet og Youth teamet, da vi skulle lave vores line-dance opvisning til åbningsceremonien – hvilket jeg synes var rigtig sejt gjort af alle! :-)”
Resultater – AQHA stævne fredag:
– Halter Aged Geldings Open: 2. plads og Grand Reserve Champion
– Western Pleasure Amateur Level 1: 3. og 5. plads
– Western Pleasure Open: 4. og 5. plads
– Hunt Seat Equitation Amateur Level 1: 3. og 5. plads
– Hunter under Saddle Amateur Level 1: 2. og 3. plads
– Hunter under Saddle Open Level 1: 2*2 plads
– Hunter under Saddle Open: 2. og 3. plads
Resultater – Eurocuppen:
– Showmanship: 9. plads (scores: 74 og 77)
– Western Horsemanship: 13. plads (scores 70 og 85)
– Western Pleasure: 13. plads
– Hunter under Saddle: Bronzemedalje

Rikke Reich Von Bülow & Hotrodders New Image (holdrytter):
“En oplevelse for livet!
Det har været en fantastisk oplevelse at deltage som et hold… at mærke det sammenhold og den opbakning hver gang en holdkammerat var på, er ud over det sædvanlige. Glæder mig til at arbejde i bruttotruppen frem mod Euro Cuppen 2019.”
Resultater – Eurocuppen:
– Showmanship: 6. plads ud af 20
– Horsemanship: 6. plads ud af 21
– Western Pleasure: 15. plads ud af 20
– Trail: 17 plads ud af 20
– Hunter under Saddle: 13. plads ud af 18
– Hunt Seat Equitation: 10. plads ud af 18

Mie Kühnell Unø & Cool Captain Spirit (holdrytter):
“Da der blev meldt ud i slutningen af 2016, at der var infomøde til dem, der var interesseret i at deltage i Euro Cup 2017, skænkede jeg det ikke først en tanke. Men da vi kom hen i marts 2017, tænkte jeg, jo hvorfor ikke prøve. Der var to clinics, en i slutningen af marts og en i slutningen af april. Den i slutningen af april var jeg med på, hvor jeg blev udtaget til holdet. Spændende. Mega god clinic i øvrigt med Cédrix Leroux.
Tirsdag d. 11 juli kørte Rikke og Jac, Alberte, Niels og Chexy, samt kaptajnus og mig mod Fyn for at hente Astrid, Nikolaj og Ivan. OG så gik turen mod Frankrig, Le Pin til Eurocup 2017. Vi havde lejet to hestebiler. De fortrød vi ikke. Hestene stof meget bedre, og vi kunne køre lidt hurtigere. Vi landede på “Le Petit Far West” onsdag middag. Hyggeligt sted, jeg var dog lidt skeptisk, da jeg så at det var udebokse. Men det var nu meget rart, da det viste sig at være mellem 25 og 30 grader alle dagene. Resten af onsdagen gik med udpakning og hvile for både heste og ryttere. Torsdag stod den på undervisning med vores coach Cédric, og fredag var der almindeligt 2xAQHA stævne med Youth og Amateur level 1 samt Open klasser. Det gik rigtig fint, og jeg fik en 2. plads i Open Ranch Riding og en 3. plads i Reining.
Lørdag startede cuppen, og her skulle jeg kun ind i Ranch Riding, og fik her en 3. plads og bronzemedalje. Så fint, og Kaptajnus var så sød. Søndag startede jeg med trail. Det er desværre ikke en af vores spidskompetencer, og vi klonkede en del bomme, så det blev til en 11. plads. Lige så i Western Riding, igen ikke noget, som vi har gjort os så meget i, men Kaptajnus og jeg gjorde det bedste vi kunne, og det blev også til en 11. plads. I Reiningen var der rigtig mange gode ryttere og Kaptajnus og jeg red os til en 5. plads med en score på 70 og 71 1/2. Jeg er så tilfreds.
Turen, sammenholdet med min Kaptajnus, oplevelsen og samarbejdet og sammenholdet med Amateurholdet har virkelig været en oplvelse og turen værd. Det er fedt at ride som hold og få den her oplevelse, ikke kun at skulle præstere for sig selv. Alle gjorde deres bedste og vores hold endte på en 4. plads, hvilket i sig selv var rigtig flot, når man tænker på, at vi kun har arbejdet sammen siden marts. Vi vender stærkt tilbage i 2019, med forventning om at stå på vinderpodiet.
Tak til alle sponsorerne, som har sponsoreret nogle virkelig fede ting. Tak til DKQHA som har givet en god støtte, uden dem ingen EuroCup :-). Og tak til alle på holdet for at være som I er, tak til Anders (manager), som gjorde et godt stykke arbejde med at få os samlet, hente vand, være en støtte og peptalke, og den største tak til Cédric, som er et virkelig sødt menneske og god træner og hjælpende hånd til at gøre klar. Men den største tak er til min Kaptajnus, som er der for mig 100 %, kalrede turen tur/retur på trods af hullede motorveje, min bedste ven.”

Rikke Weis & Little Mega Jac (holdrytter):
“Eurocuppen 2017 var en kæmpe oplevelse! Det var super fedt, at få lov til at ride på et hold, hvor man kæmper for de bedst mulige resultater for holdet samtidig med at man hepper, opmuntrer og hjælper sine holdkammerater så godt man kan. I den her sport rider vi for det meste individuelt, så det er noget helt specielt at få lov og ride som hold! Det var super fedt og se, at efter 5 års pause fra Eurocup konkurrencen kunne hele Team Danmark stille med 11 stærke equipager. Vi havde det super sjovt i Frankrig og hyggede os rigtig meget med alle de andre danskere. Jackie og jeg gjorde det bedste vi kunne på dagene, og red følgende resultater hjem: 5. plads i Horsemanship (med en score på 91,5 ved den ene dommer og highscore der med en VG+), 4. plads i Western Riding, 9. plads i Hunt Seat Equitation, 10. plads i Trail (score 70,5 og 70). I trailen fik vi desværre en hov uden for boksen, hvilket desværre kostede rigtig dyrt, men han rockede trailen og fik en flot score på trods af de dyre penalties. Der var 4 +1 manøvre og hente ved den ene dommer, så er super stolt at hans præstation!
En kæmpe tak skal lyde til træner og coach Cédric Leroux for al hjælpen og støtten, til manager Anders for at holde styr på de praktiske ting, til alle mine holdkammerater for super team spirit, til youthteamet og forældre for masser af danskerhygge, samt til alle sponsorerne, der havde sponsoreret super flotte sponsorgaver! Den allerstørste tak til Jackie for at være den sejeste all-around hest og kammerat man kunne ønske sig!”

John Sommersøe & CheckOutMyInvitation (holdrytter):
“Super spændende at deltage for det danske Amateur landshold nu for anden gang. Super dejlige faciliteter, med fransk islæt af koordinering og planlægning, det betød at vi fik lidt udfordringer med tackboks, så jeg måtte have alt udstyr i min bil/telt, men det slår jo ikke en dansk viking af pinden, og med en fantastisk hest at ride på kunne det jo kun blive en stor oplevelse.
Med en Sølvmedalje i Hunter, 4. plads i Pleasure og 10. i Showmanship må man sige at CheckOutMyInvitation indfriede mine forventninger med hensyn til præstationen. Fantastisk at være af sted med så mange danske ryttere både på amateur og youth siden. Dejlige mennesker, god forplejning og en super stemning.”

Lotte Holmqvist & Sweetest Invitation (individuel rytter):
Lotte og Lily red sig super flot til følgende resultater:
Resultater – AQHA stævne fredag:
– Halter Aged Mares: 1. plads
– Amateur Level 1 Horsemanship: 1. plads
– Pleasure: 4. plads
– Trail: 8. plads
– Hunter: 2. plads
– Hunt Seat: 2. plads
Resultater – Eurocuppen:
– Pleasure 9. plads
– Trail: 5. plads
– Hunter: 8. plads

Anne Sørensen & Absolute Moneymade (individuel rytter):
“Det var første oplevelse for Abby og jeg at være uden for Danmarks “sikre” rammer. Det var yderst overvældende men også med glæde at vi tog afsted. Vi havde forinden haft nogle gode clinics, som fik teamet rystet godt sammen, så jeg regnede med nogle gode dage sammen med dem i Frankrig. Onsdagen gik hurtigt med at kigge faciliteterne og få pakket heste, udstyr og telte ud. Der blev hurtigt pyntet op ved vores stalde, så INGEN kunne være i tvivl om, hvor danskerne hørte til. Torsdag gik med undervisning af Cédric, som hele weekenden igennem har ydet mere end 100%, hvilket jeg syntes var helt fantastisk – og fedt at kunne sige, at han var med os! Med undervisningen fik vi en masse små fif til hele weekendens klasser, så vi havde selv de mindste finesser i orden.
Om fredagen startede første showdag, hvor der var et regulært show. Her startede jeg showmanship, horsemanship, trail og hunter. Her fik jeg 2×3. pladser i horsemanship, 4. og 6. plads i trail og 3. plads i hunteren. Så alt i alt havde vi en god første stævnedag.
Om lørdagen startede jeg showmanship, pleasure og horsemanship. Vi var desværre ikke gode nok til at komme mellem de første 10 i showmanship eller pleasure, og i horsemanship lavede jeg et spin for meget, så vi blev DQ. Vi havde ellers nogle flotte scores hos begge dommere.
Søndag havde jeg kun en klasse, trail. Her mister Abby koncentrationen – der var en flot videooptager – så hun væltede over tre jogbomme, og endnu en gang kom vi under de første 10, som blev råbt op. Det beviste, hvor meget det betød, hvis man lavede en fejl. Her var ingen pladser til at lave fejl, for der var dygtige heste og ryttere.
Hele oplevelsen dernede var fantastisk. Gode, sjove og glade holdkammerater, en helt fantastisk holdleder, et rigtig fint sted og en rigtig sød hest, som gjorde sit bedste. Nu kæmper vi videre, og håber på en plads igen på holdet til om 2 år, når der er Euro Cup igen.”

Her følger nogle flotte stemningsbilleder fra turen til Frankrig, som vi håber I vil nyde ligeså meget som os:

På vegne af hele DKQHA vil vi gerne ønske alle rytterne og begge hold STORT TILLYKKE med de super flotte resultater! Tak fordi I repræsenterer Danmark så flot! Vi glæder os til at se begge holdenes udvikling fremover!